32 nye boern

Saa er jeg kommet tilbage til Emmanuel og tilbage til hverdagen igen. Vi kom til Emmanuel mandag og var selvfoelgelig ude at sige hej til boernene, men det var bare overhovedet ikke det samme, for der var kommet 32 nye boern og blevet flyttet boern fra huse til andre huse. Det var maerkeligt at komme tilbage til saa mange forandringer, det foeltes som om vi havde vaeret vaek laengere tid end 9 dage og det var ikke som at komme hjem.
Men selvom det var maerkeligt at komme tilbage er det rart at vaere her igen og vaere sammen med boernene. Den her uge gaar med at lave aktiviteter for boernene og vi proever at naa omkring alle boern i loebet af ugen, saa vi har forskellige aldersgrupper hver dag.

Visum ferie i Costa Rica

Så var det tid til at få vores visum forlænget, så Fie og jeg tog til Costa Rica sammen med Sarah og Katrine fra et andet projekt i Honduras. Vi startede med at tage en dag i Tegus, hvor vi var inde og se landskamp, Honduras mod Letland. Honduras vandt med 2-1, så der var fest i byen den aften med fyrværkeri.
Vi havde en lang bustur til San Jose (hovedstaden i Costa Rica) på 19 timer. Vi overnattede i hovedstaden og tog en bus videre mandag morgen til byen Puerto Viejo de Talamanca, som ligger ved øst kysten ud mod det carribiske hav. Desværre blev det dårligt vejr anden dag og det regnede hele dagen, så den tur vi havde planlagt blev aflyst og vi tog en slap-af-dag i stedet for på hotellet.Onsdag var vejret blevet lidt bedre og vi tog på tur ud til et vandfald, hvor vi kunne bade. Derefter besøgte vi en kakaoplantage, hvor vi så en kakaoplante og fik fortalt hvordan de lavede chokolade. Bagefter var det blevet tid til middag, hvor vi skulle prøve en typisk carribisk middag, som er ris med bønner, kylling og platanos (en slags bananer som bliver stegt).

Så skulle vi lige se hvordan det var når man skal overleve i junglen, så vi smagte saften fra kokusnødder.Torsdag tog vi på canaby tour, som er en slags svævebaner i junglen. Der var 20 forskellige svævebaner, hvor den lægste var lidt over 300 meter. Det var en fantastisk udsigt, hvor vi fløj midt igennem junglen. - og sikkerheden var der ikke noget i vejen med!
Fredag trodsede vi regnvejret og tog surfertimer, hvor vi var ude i det carribiske hav og fik surfet i et par timer. Det var rigtig sjovt og der gjaldt det om at ligge ordentligt iden man kom op og stå og have balancen i orden.Fredag eftermiddag gik med at sejle kajak, hvor vi startede i havet og sejlede ud til en flod i junglen, hvor der var så flot og frodigt.

Vi sluttededagen med at holde ildpinde på stranden. En fra hotellet arbejdede med at lave ildshow, så da vi havde været med til det fik vi selv lov til at prøve hvordan det var..

Så var der kun den laaaange bustur tilbage til Emmanuel.

Graduation

Fredag d.13. november havde vi graduation på Emmanuel, hvor vi fejrede dem der var blevet færdige med 6. klasse. I Honduras er skolesystemmet anderledes end i Danmark og hernede er det 1.-6. klassetrin som er obligatorisk, derefter må man selv vælge om man vil fortsætte i skolen. På Emmanuel er det dog obligatorisk at skulle fortsætte efter 6.klasse også.

De gør meget ud af at blive færdige med 6. klassetrin, havde meget fine kjoler på og fik diplomer.Alle volontører, staff og dem der var blevet færdige's søskende fra børnehjemmet var alle inviteret.

Manos extendias

Den første weekend i november var vi inde og besøge projektet "Manos Extendias", som betyder udstrakte hænder. Det er en mand ved navn Alvin som har startet projktet op, han kommer fra USA og har boet i Honduras de sidste 13 år. Han er en meget kærlig og den mest gæstfrie mand jeg nogensinde har mødt, som tager sig af unge i fængel, som sidder inde pga kriminellitet eller mord, gadefamilier og fattige børn fra slumkvartere i Tegucigalpa. Hans hus er altid åbent og der bor ofte folk fra gaden. Man fik rigtig mange indtryk i løbet af sådan en weekend og de rørte alle sammen en meget dybt.

Vi kom fredag og startede med at tage ud og besøge "casidas" som er et hjem hvor børn kommer hen inden de kommer ud p børnehjem. Børnene er der mens regeringen finder ud af hvilket børnehjem de skal på. Der var børn i alle aldre og de var utrolig imødekommende ligesom børnene her på Emmanuel.

Derefter tog vi hjem til Alvin og smurte 200 brød med bønnemos og ost (hvilket er en meget traditionel "pålæg" her i Honduras), som vi tog med ud på gaden. Vi var de seder som Alvin plejer at kommer når han kommer ud på gaden og alle var utolig glade for at se "pappi Alvin", som de kalder ham. Vi mødte alle slags mennesker som havde været ude for meget, ligefra kriminellitet, unge prostituerede, børn og generelt bare folk der sniffede lim for at føle sig mætte og de var alle sammen meget svage mennesker som ikke havde meget tilbage at leve for.

Her står de i kø og venter på at få en sandwish som kunne holde dem mætte i et par timer.

Her er en dreng med en limflaske, han var meget opsat på at få den gemt væk når man tog billeder af ham (her er han ikke klar over der blev taget billede). Han havde ikke noget familie til at tage sig af ham. Hende her er 21 år og har siddet på gaden siden hun var 6 år. Hun var så tynd så tynd og havde ikke andet end det hun sidder med her.

Lørdag tog vi ud og besøgte et fængsel, hvor vi besøgte den unge afdeling. Den yngste der sad inde var 12 år og sad inde for røveri. Vi snakkede mest med pigerne, de fleste var 14 år og 2 af dem sad inde for mord. Hende den ene havde slået ihjel da hun var 12 år. Vi havde en pige med som hedder Cindia, hun fortalte hendes historie fra hendes liv. Hun var blevet forladt som 6-årig, hvor hendes mor ikke ville kendes ved hende og hendes far havde hendes mor fået dræbt. Hun var derfor opvokset på Emmanuel og var i dag i gang med en lærer uddannelse og arbejdede på en skole hvor hun underviste. Hun var meget taknemmelig for at have et job. Hun fortalte til de her unge kriminelle piger, at Gud ikke giver en større belastning end man kan komme ud af igen. Det var så rørende sidde at høre en ung pige, som var blevet forladt da hun var lille, og se hvor meget hun var blevet til i dag, sidde og fortælle til de unge kriminelle piger, at uanset hvordan de følte deres situation var, kunne de komme ud af den ved at sige ja til at Gud måtte være en del af deres liv.

Om eftermiddagen besøgte vi et feeding center, som ligger i et af Tegucigalpas værste slumkvarter, hvor det er de børn der kan komme ud og få undervisning søndagsskole og mad.

Her skulle vi til at synge "Gud er god" for dem. Det syntes de var meget sjovt :)

De var så utroligsøde de små børn.Efter sådan en weekend bliver man bekræftet i hvor meget de her børn på børnehjemmet har været igennem og hvor meget de har brug for opmærksmhed, omsorg og kærlighed. Det er ikke til at se ud ad til hvor meget de har været igennem, men efter sådan en weekend ser man virkelig undersiden af verdene!