Manos extendias

Den første weekend i november var vi inde og besøge projektet "Manos Extendias", som betyder udstrakte hænder. Det er en mand ved navn Alvin som har startet projktet op, han kommer fra USA og har boet i Honduras de sidste 13 år. Han er en meget kærlig og den mest gæstfrie mand jeg nogensinde har mødt, som tager sig af unge i fængel, som sidder inde pga kriminellitet eller mord, gadefamilier og fattige børn fra slumkvartere i Tegucigalpa. Hans hus er altid åbent og der bor ofte folk fra gaden. Man fik rigtig mange indtryk i løbet af sådan en weekend og de rørte alle sammen en meget dybt.

Vi kom fredag og startede med at tage ud og besøge "casidas" som er et hjem hvor børn kommer hen inden de kommer ud p børnehjem. Børnene er der mens regeringen finder ud af hvilket børnehjem de skal på. Der var børn i alle aldre og de var utrolig imødekommende ligesom børnene her på Emmanuel.

Derefter tog vi hjem til Alvin og smurte 200 brød med bønnemos og ost (hvilket er en meget traditionel "pålæg" her i Honduras), som vi tog med ud på gaden. Vi var de seder som Alvin plejer at kommer når han kommer ud på gaden og alle var utolig glade for at se "pappi Alvin", som de kalder ham. Vi mødte alle slags mennesker som havde været ude for meget, ligefra kriminellitet, unge prostituerede, børn og generelt bare folk der sniffede lim for at føle sig mætte og de var alle sammen meget svage mennesker som ikke havde meget tilbage at leve for.

Her står de i kø og venter på at få en sandwish som kunne holde dem mætte i et par timer.

Her er en dreng med en limflaske, han var meget opsat på at få den gemt væk når man tog billeder af ham (her er han ikke klar over der blev taget billede). Han havde ikke noget familie til at tage sig af ham. Hende her er 21 år og har siddet på gaden siden hun var 6 år. Hun var så tynd så tynd og havde ikke andet end det hun sidder med her.

Lørdag tog vi ud og besøgte et fængsel, hvor vi besøgte den unge afdeling. Den yngste der sad inde var 12 år og sad inde for røveri. Vi snakkede mest med pigerne, de fleste var 14 år og 2 af dem sad inde for mord. Hende den ene havde slået ihjel da hun var 12 år. Vi havde en pige med som hedder Cindia, hun fortalte hendes historie fra hendes liv. Hun var blevet forladt som 6-årig, hvor hendes mor ikke ville kendes ved hende og hendes far havde hendes mor fået dræbt. Hun var derfor opvokset på Emmanuel og var i dag i gang med en lærer uddannelse og arbejdede på en skole hvor hun underviste. Hun var meget taknemmelig for at have et job. Hun fortalte til de her unge kriminelle piger, at Gud ikke giver en større belastning end man kan komme ud af igen. Det var så rørende sidde at høre en ung pige, som var blevet forladt da hun var lille, og se hvor meget hun var blevet til i dag, sidde og fortælle til de unge kriminelle piger, at uanset hvordan de følte deres situation var, kunne de komme ud af den ved at sige ja til at Gud måtte være en del af deres liv.

Om eftermiddagen besøgte vi et feeding center, som ligger i et af Tegucigalpas værste slumkvarter, hvor det er de børn der kan komme ud og få undervisning søndagsskole og mad.

Her skulle vi til at synge "Gud er god" for dem. Det syntes de var meget sjovt :)

De var så utroligsøde de små børn.Efter sådan en weekend bliver man bekræftet i hvor meget de her børn på børnehjemmet har været igennem og hvor meget de har brug for opmærksmhed, omsorg og kærlighed. Det er ikke til at se ud ad til hvor meget de har været igennem, men efter sådan en weekend ser man virkelig undersiden af verdene!